Viser opslag med etiketten Mousser. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Mousser. Vis alle opslag

søndag den 26. juni 2016

Non-bake kage med bomber og chokoladebånd

Non-bake kage med Digestive-bund, 2 slags mousser og bomber af ditto samt gelé
- indrammet med et frihånds tyllet chokoladebånd (wrap) med roser.

Én af kagerne jeg medbragte til mit/vores mellemste barns fødselsdag - en oplagt mulighed til at udfordre min kreativitet og samtidig forhåbentlig også lidt dekorativt til fødselsdagsbordet.

Non-bake mousse-kage

Ø26 cm (med et Ø22 cm "indre")

Kiksebund
300 g Digestive kiks

150 g smør (rigtigt smør, ikke den smørbare, der er et blandingsprodukt)

Knus kiksene godt (brug køkkenmaskine, mini-hakker eller kom i frostpose og "slå på den" med f.eks. en kødhammer).


Smelt smør. Hæld det smeltede smør over kiksene og rør sammen.

Sæt en Ø22 cm springform (uden bund) på en kagetallerken eller et stykke kagepap. HUSK at tage højde for, at det færdige mål bliver Ø26 cm. Beklæd springformen med en samlering eller kageplast og fyld kiksemassen i, tryk den let til/sammen med en ske eller fingre/knyttet hånd. Tryk ikke bunden for hårdt og fast sammen, da den så bliver svær at skære igennem.


Sæt på køl - til den første mousse er klar.

Bærmousse (jordbær/ribs), Ø22 cm

6 blade husblas
300 g frosne jordbær
200 g frosne ribs
2-4 spsk flormelis
3-4 tsk vanillesukker
2-4 spsk citronsaft (afhængigt af type bær samt ønsket "friskhed")
4 dl piskefløde
3 dl yoghurt naturel (f.eks. 1,5%)
Læg husblassen i koldt vand (mindst 10 minutter).

Kom de frosne bær i en gryde sammen med flormelis, vanillesukker og citronsaft (kom ikke det hele i på én gang - smages til lidt senere). Giv et opkog (mindst 3 minutter).

Hæld bæropkoget op i en trådsigte og pres det igennem med en ske. Opkoget kan også blendes sammen, men jeg foretrækker at få frasorteret evt. "kerne" og i dette tilfælde "tutterne" på ribsene.

Hæld tilbage i gryden og varm op - smag til (skal der evt. lidt mere flormelis og/eller citronsaft i).

Kram husblassen fri for vand og kom i gryden. Rør rundt til husblassen er helt smeltet. Tag af varmen og lad bærmosen afkøle lidt (hæld evt. over i en skål og sæt i køleskabet eller ganske kort i fryser) - behøver ikke at være helt kold.

Pisk fløden (må ikke være stift). Tilsæt yoghurt til bærmosen, rør sammen og vend blandigen med flødeskummet. Må vist hellere tilstå, at jeg hjalp farven på moussen lidt på vej ved at tilsætte en lille smule rød pastafarve. ;)

Tag kiksebunden ud af køleskabet og hæld  bærmoussen over (brug ikke det hele*). "Bank" fadet nogle gange i bordet, så eventulle luftbobler fjernes. Glat evt. overfladen med en ske e.lign.

*HUSK at lave bomber til pynt, hvis dette ønskes - fyldes i silikoneform til halvkugler. Stil formen(e) i fryseren, så er halvkuglerne nemme at få ud efterfølgende.

Sæt kagen på køl i 4-6 timer så bærmoussen får lov at sætte sig og stivne helt. (Fryseren kan også tages i brug sammen med køleskabet, hvis man ønsker at nedbringe "sættetiden").

Sæt på køl indtil den næste mousse er klar.

Vanillemousse, Ø26 cm
5 blade husblas
Kornene af 1/2-1 en god kvalitets-vanillestang (10 g) - kan f.eks. købes HER
70 g lyst rørsukker (alm. sukker kan også bruges, giver dog en lidt anden smag)
3,5 dl piskefløde
2,5 dl yoghurt naturel 
(f.eks. 1,5%)
Læg husblassen i koldt vand (mindst 10 minutter).

Flæk vanillestangen på den lange led og skrab forsigtigt kornene ud. Bland/mas kornene sammen med lidt af rørsukkeret.

Kom 0,8 dl piskefløde i en gryde sammen med vanillesukker, rørsukker og varm op ved lav varme (må IKKE koge).

Mens flødeblandingen opvarmes piskes de resterende 2,7 dl piskefløde til flødeskum.

Når flødeblandingen er opvarmet tages den af varmen og den udblødte husblas (krammes fri for vand) kommes i - rør til husbladene er helt smeltet.

Rør 1 dl yoghurt naturel sammen med den lune fløde - rør resten af yoghurten i af 2 omgange. Derefter vendes flødeskummet (lidt ad gangen) i vanilleblandingen.

Tag kagen ud af køleskabet og fjern springform og samlering/kageplast. Opvarm evt. en palet/kniv og skær i kanten af samleringen/kageplastet samtidig med at det trækkes af.


Placér og centrér en Ø26 cm springform (uden bund) omkring kagen. Beklæd springformen med en samlering/kageplast og hæld vanillemoussen i langs kanten/siden og bank fadet nogle gange i bordet. HUSK også at lave nogle bomber. Flyd resten af moussen på toppen - husk at igen banke fadet. Glat evt. overfladen efter.

Sæt kagen på køl og lad moussen stivne. Når moussen er helt stivnet tages kagen ud af køleskabet. Fjern springform og samlering/kageplast.


Bomber af ribsgelé
Udblød husblas i koldt vand - jeg anvendte ca. et halvt blad husblas .
Kom nogle frosne ribs i en gryde sammen med lidt vand og flormelis. Kog godt op. Smag saften til (kom mere flormelis i, hvis nødvendigt).

Kram vandet af husblassen og hæld i gryden. Rør rundt til det er helt opløst. Jeg lavede så der var ca. 0,5 dl ribssaft - mere end rigeligt til de 4 små (lidt mørkere) bomber anvendt på kagen.

Sigt opkoget (syntes ikke min trådsigte var finmasket nok, så jeg anvendte en ny og ubrugt nylonstrømpe, ;) som jeg dog lige skyllede i vand først). 


Chokoladebånd (wrap)
Klokken var desværre gået hen og "blevet mange", så jeg glemte desværre at tage billeder af denne proces.

Jeg anvendte både mørk, lys og hvid chokolade (tilsatte lidt pulverfarve til den hvide chokolade, så den fik samme farve som jordbær-ribsmoussen).

Lys chokolade
til optegning af roser, kant i bunden og buer i toppen.

Hvid farvet chokolade 
til udfyldning af roserne og buerne i toppen.

Mørk chokolade
til et tilfældigt mønster og for at samle og binde det hele sammen til ét langt stykke.

Kagens Ø-mål er 26 cm - længden findes ved gange diameteren med pi -> 26 x 3,14 = 81,64 cm -> oprundet til 82 cm.

Klip et stykke bagepapir i længden 95 cm og højde 15 cm. Tegn streger på bagsiden af bagepapiret der viser den ønskede højde på chokoladebåndet (samt længden + evt. 1-2 cm til overlap ved påsætning på kagen. Overlappet kan "skjules" på "bagsiden" af kagen). Det er meget nemmere at tylle og holde højden, når stregerne er der. :)

KLIK HER for at se, hvordan chokolade tempereres, og hvilke arbejdstemperaturer de 3 forskellige chokolader skal have.

KLIK HER for vejledning til at lave et chokoladebånd.

TIP
Da jeg var i tidsnød og ikke længere har min store kummefryser og nu "kun" har et fryseskab, måtte jeg 
være lidt kreativ med at få det mere end 80 cm lange chokoladebånd størknet hurtigere end bare ved stuetemperatur. Jeg linede derfor en del fryseelementer op side-om-side på køkkenbordet. Chokoladebåndet med bagepapir blev derefter lagt oven på fryseelementerne. Det satte skred i størkningen. :D Bemærk at nok skal chokoladen stivne, MEN den skal trods alt stadig være lettere fleksibel, så den kan bues rundt om kagen.

Jeg klippede bagepapiret til i bunden, så det var nemt af få båndet placeret helt i bunden af kagen. Sæt chokoladetbåndet på kagen og træk forsigtigt bagepapiret af. Hvis der laves et overlap på båndet, kan der anvendes lidt smeltet chokolade til at lime stykkerne sammen. Ellers klip i chokoladebåndet, så enderne lige nøjagtigt når sammen. Skjul altid samlingen (overlap eller ej) på kagens "bagside".

Pynt

kagen med bomber og evt. andet. Jeg dryssede bare med finhakket lys chokolade samt lidt spiseligt glitter, da jeg ikke havde tiden til en mere "raffineret pyntning". MEN enkelt kan heldigvis i mange tilfælde mere end tilstrækkeligt. ;)

Her ses et udsnit af kagen, da der var blevet skåret i den.

tirsdag den 14. juli 2015

Lette og lækre kager med bærmousse og kiksebund

Når nu sommeren åbenbart lader vente lidt på sig, så måtte jeg forkæle min dejlige mand med bl.a. nogle kager, der smager af "sol og sommer"...

Blåbærmousse (øverst) pyntet med revet hvid chokolade med nødder,
sukkerkugler i samme farve som moussen og lakridskrymmel.

Jordbær/ribsmousse (nederst) tilsat lidt finthakket hvid chokolade

(friske jordbær i skiver sat i kanten af kiksebunden inden moussen blev fyldt i)
pyntet med 
revet hvid chokolade med nødder og frysetørrede jordbær.

Kagerne er forholdvis nemme at lave og kræver ikke bagning.

Portion til Ø16 cm kage, ca. 6 personer
højde på den færdige kage ca. 5 cm, heraf 1 cm kiksebund

Kiksebund
150 g Digestive kiks
75 g smeltet smør ("rigtigt" smør, ikke den smørbare)

Bærmousse
3 blade husblas
250 g frosne bær
2 spsk flormelis
1-2 tsk vanillesukker
0-2 spsk citronsaft (afhængigt af type bær samt ønsket "friskhed")
2 dl piskefløde
1,5 dl yoghurt naturel

Fremgangsmåde

Læg husblassen i koldt vand (i mindst 10 minutter).

Knus kiksene godt (brug køkkenmaskine eller kom i frostpose og "slå på den").

Smelt smør. Bland kiks og smør godt sammen.

Sæt en springform uden bund på kagetallernen eller kagepap. Beklæd springformen med samlering eller kageplast og fyld kiksemassen i, tryk den til/sammen med en ske eller fingre/knoer.

Sæt på køl (til fyldet er klar).



Kom de frosne bær i en gryde sammen med flormelis, vanillesukker og citronsaft. Giv et opkog (i mindst 3 minutter).

Blend bæropkoget (eller hæld i sigte og pres det igennem med en ske, hvis man ønsker at frasortere kerner og/eller skind).

Hæld tilbage i gryden og varm op. Kram husblassen fri for vand og kom i gryden. Rør lidt rundt til husblassen er helt smeltet. (Smag evt. bærmosen til). Tag af varmen og lad bærmosen afkøle helt (hæld evt. over i en skål og sæt i køleskabet eller ganske kort i fryser).

Pisk fløden (ikke helt stift). Tilsæt yoghurt til bærmosen og vend med flødeskummet.




Tag kiksebunden ud af køleskabet og hæld bærmoussen over.



Sæt kagen på køl i 4-6 timer så bærmoussen får lov at sætte sig og stivne. (Alternativt sæt i fryser 30-45 minutter og derefter på køl i 2-3 timer).

Fjern springform og samlering/bageplast.


Pynt eventuelt kagen. Sæt på køl indtil kort før servering.


Hindbær/ribsmousse på kiksebund tilsat hakket chokolade.
Pyntet med et hjerte af frysetørrede hindbær,
frintrevet hvid chokolade og lakridskrymmel.

TIPS til (bær)mousser

Hindbær/ribs (150/100 g), 0 spsk citronsaft
Ribs, 0 spsk citronsaft

Jordbær/ribs (150/100 g), 1 spsk citronsaft
Hindbær, 1 spsk citronsaft
Bærsymfoni, 1 spsk citronsaft


Blåbær, 2 spsk citronsaft
Brombær, 2 spsk citronsaft
Jordbær, 2 spsk citronsaft


Hvid chokolademousse med granatæblekerner smager også lækkert på kiksebunden. Pyntes evt. med granatæblekerner og lakridskrymmel.


Generelt er der mulighed for anvendelse af rigtig mange typer mousser (og pynt f.eks. også med friske bær) til denne kage/kiksebund. :P

tirsdag den 16. juni 2015

Hvid chokolademousse

Har fået denne opskrift af CGL :)

1 lag i ca. Ø22-24 cm kage

3 blade husblas
1 vaniljestang 
Lidt lys rørsukker
5 dl piskefløde
150 g hvid chokolade 

Fremgangsmåde
Læg husblassen i blød i koldt vand i 15-30 minutter.

Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud og bland dem med lidt sukker, så kornene skilles ad. 

Hæld fløden, vaniljesukkeret samt de "tomme" vaniljestænger i en gryde. Varm fløden op til ca. 80 grader.

Hak chokoladen i små stykker, tag gryden af varmen og bland chokoladen i (bland til al chokolade er helt smeltet).  Vrid/kram husblassen fri for vand og kom den ned i den varme flødeblanding. Rør godt rundt indtil husblassen er smeltet.

Hæld cremen i en ren skål, og kom den tildækket i køleskabet i minimum tre timer, men gerne til dagen efter. 

Pisk den cremet og lækker dagen efter - den kan sagtens tåle en del piskning (piskes til den ikke er flydende og kan "stå selv". Bliver fast så den også kan anvendes til at tylle flotte rosetter/roser).

Den er SÅ LÆKKER - også som dessert med f.eks. friske bær.



Billedet er lånt af CGL, der har lavet denne lækre kage
med flotte tyllede roser af hvid chokolademousse.

mandag den 5. marts 2012

Vanillemousse

6 blade husblas
4 pasteuriserede æggeblommer
85 g sukker
2,5 dl mælk
1 vaniliestang

3 dl piskefløde

Udblød husblassen i koldt vand i 10 minutter.
Pisk æggeblommer og sukker til en luftig masse.

Hæld mælken i en gryde. Flæk vanillestangen og skrab kornene ud. Vanillekorn og den flækkede vanillestang kommes i mælken, der bringes i kog (kog et par minutter). Fjern den flækkede vaniliestang.

Sæt skålen med æggemassen over vandbad og pisk den varme mælk i. Der piskes indtil cremen tykner.

Tag husblassen op af vandet og kram vandet af. Smelt husblassen i den varme creme, pisk til den er helt opløst. Sæt cremen til afkøling.

Pisk fløden stiv og vend den i den afkølede creme.

Lad vanillemoussen stivne helt - mindst nogle timer i køleskab, men gerne til dagen efter.

TIP
Tilsæt friske jordbærstykker (og evt. hakket chokolade) til vanillecremen, det smager rigtig lækkert. :o)

onsdag den 29. februar 2012

Jordbær-rabarbermousse

3 dl rabarber (friske)
3 dl jordbær (friske)*
1,5 dl sukker
4 blade husblas
Saften af 1 citron
3 dl fløde
0,5 spsk vanillesukker

* Erstat jordbær med rabarber, hvis der ønskes rabarbermousse.

OBS: Vær også opmærksom på at nogle jordbær kan være mere "vandede" end andre (+ mængden af citronsaft), så måske der skal tilsættes lidt mere husblas.

Skyl/rens rabarberne. Skæres i mindre stykker (ca. 1,5 cm).
Skyl/rens jordbærrene. Skæres i kvarte.

Kog jordbær, rabarber og sukker i 5-10 minnutter - koges godt sammen. (Af hensyn til evt. jordbakterier skal temperaturen op over 120 grader). Kompotten kan blendes, hvis du synes. Lad kompotten afkøle let.

 Udblød husblassen i koldt vand i 10 minutter. Kram vandet af og smelt over vandbad sammen med citronsaften. Rør den smeltede husblas i kompotten. Lad kompotten afkøle til en temperatur, så den ikke smelter flødeskummet.

Tilsæt vanillesukker til fløden og pisk den stiv. Vend den afkølede kompot i flødeskummet.

Stil moussen på køl i nogle timer - men gerne til dagen efter.

Lakridsmousse

Portionen giver ca. 2 lag i Ø22 cm kage

2 bægre pasteuriserede æggeblommer
1 tsk lakridspulver
4 dl fløde
0,5 dl flormelis
4 blade husblas

Udblød husblassen i koldt vand i 10 minutter.


Pisk æg og lakridspulver godt sammen til en "æggesnaps".

Pisk fløde og flormelis stift. Vend æggesnapsen i flødeskummet.

Tag husblassen op og smelt over vandbad sammen med det vand, der følger med.

For at afkøle husblassen røres ca. 1-2 spsk af lakridsmoussen (flødeblandingen) i husblassen - og tilsæt så husblasblandingen til lakridsmoussen.*
*OBS: Husblasblandingen og flødeblandingen skal have ca. samme (stue)temperatur, når de blandes sammen, da husblassen ellers vil klumpe og/eller trevle.

Stil på køl min. 6 timer - men gerne til dagen efter.

Lakridspulver kan købes flere steder
- f.eks. Panduro, udvalgte helsekostforretninger eller her.

mandag den 27. februar 2012

Brombærmousse


Sikke et farvespil det giver, når brombærmosen blandes med yoghurten. ;o) 
Portionen giver ca. 2 lag i Ø22 cm kage

300 g dybfrosne brombær (tøes op)
2-3 spsk sukker
3-5 tsk vanillesukker
2 dl yoghurt naturel
0,5 ltr piskefløde
1 spsk citronsaft
6 blade husblas

Tø bærrene op.

Tilsæt 2 tsk vanillesukker til fløden og pisk den stiv.

Mål yoghurten op, og lad stå på køkkenbordet, så den ikke er helt køleskabskold, når den anvendes.

Udblød husblassen i koldt vand i 10 minutter.

Kom brombær, 2 spsk. sukker og 1 tsk. vanillesukker i en gryde. Kog bærrenene i minimum 3 minutter (for at udrydde evt. bakterier). Blend brombærrene.

Kom de blendede bær i en si og "mos" med bagsiden af en ske bærrene igennem. Dette gøres for at fjerne kernerne. (Kernerne i sien skal ikke anvendes).


Smag på brombærmosen - efter smag tilsættes evt. yderligere 1 spsk sukker og 2 tsk vanillesukker.


Tag husblassen op og kram vandet af. Smelt husblassen over vandbad med 1 spsk citronsaft. Rør den smeltede husblas i den lune brombærmos. Lad afkøle (stuetemperatur).

Vend brombærmosen i yoghurten (må ikke være iskold).


Vend yoghurtblandingen i flødeskummet.


Kom brombærmoussen i en frysepose og sæt i køleskabet. Lad moussen stivne og samle sig i ca. 8 timer - men gerne til næste dag.

 

Klip et hul i det ene hjørne af fryseposen og sprøjt brombærmoussen ud på kagelaget.

Brombærmoussen kan fryses.

fredag den 24. februar 2012

Dulce de leche mousse


Dulche de leche er kogt sødet kondenseret mælk.


Denne creme smager lidt af karamel.

Portionen giver et godt lag i Ø16 cm kage.

0,5 dåse (200 g) sødet kondenseret mælk (eller lidt mere efter smag)
2,5 dl piskefløde
1-2 blade husblas*

*2-3 blade husblas til 1/2 liter fløde.

Hæld den kondenserede mælk i en lille kasserolle og varm ved svag varme i ca. 1,5 time.** (Under konstant omrøring og lidt mere varme kan den dog laves på kortere tid, 30-40 min. Jeg har det bare bedst med at tingene kan "passe sig selv".

Pas på at den ikke brænder på. (Jeg har induktion, så kan nemt styre varmen). Rør ind i mellem.

 **Alternativt kog den uåbnede dåse i 3 t. til 3t. 20 min. (læg låg på gryden).
Sørg for at dåsen er helt dækket af vand under hele kogningen.
TIP: Fjern etiketten + læg en karklud i bunden af gryden.
Cremen tykner og bliver lysebrun.

Der kan også købes "Dulce de leche" (kogt sødet kondenseret mælk) på dåse, klar til brug, så man ikke behøver at "koge" den sødede kondenserede mælk først. :o))


Tilsæt fløde til karamellen og varm det op (må ikke koge). Udblød husblas i koldt vand i ca. 10 minutter, hvorefter det tages op og vandet "krammes af". Smelt husblassen over vandbad. Rør den smeltede husblas i den lune/varme fløde-karamelblanding.

Hæld blandingen over i en skål og kom husholdningsfilm over, filmen skal helt ned og røre, så der ikke dannes kondens. Sæt på køl i minimun 8 timer - men gerne til dagen efter.


Pisk cremen godt op.
 

Dulce de leche cremen er nu klar til at blive fyldt i kagen.

Cremen smager også rigtig lækkert med lidt finthakket karameliserede mandler drysset over.


Når kagen er lagt sammen sættes den på køl nogle timer - men gerne til dagen efter, så dulce de leche cremen kan få lov at "sætte sig" og "tykne" helt.


Uåbnede kogte dåser kan stå ved stuetemperatur nærmest "for ever". Når dåsen først er åbnet (kommer ilt til), er den ikke egnet til opbevaring. Kom evt. rester over i en bøtte med låg og sæt på køl. Dulce de leche (kogt kondenseret mælk) har et højt sukkerindhold og kan derfor holde sig længe på køl. Ved ikke præcist, hvor lang tid det kan holde sig, da det her i huset er spist længe før, det bliver for gammelt.

torsdag den 9. februar 2012

Rutebilscreme - rutebilsmousse

For mange år siden lærte min svigermor mig denne meget enkle opskrift

1/2-1 pakke rutebiler
1/2 ltr. fløde

Pisk fløden. Knus rutebilerne og bland dem i flødeskummet.

Luksus versionen
1/2 pakke rutebiler
1/4 ltr. fløde
1/2 frisk ananas (evt. fra dåse - afdryp godt)*
3 tsk vanillesukker
1 spsk kakao (kan udelades)

Rør fløden med vanillesukker og kakao.
Pisk fløden stiv.
Skær ananasen i små tern.
Knus rutebilerne groft.
Vend ananas og rutebiler i flødeskummet.

* Ananas kan erstattes med f.eks. friske jordbær.
TIP
Ønsker man en lidt mere fast mousse (især godt i de varme perioder) kan det være en fordel at tilsætte husblas. 2 blade husblas pr. 1/2 liter fløde. Smelt husblas og bland med nogle skefulde af flødeskummet - lad få stuetemperatur. Bland med resten af flødeskummet. Der må ikke være for stor temperaturforskel, når husblas/husblasblanding røres i det øvrige, da det det så vil trevle og/eller klumpe.

lørdag den 28. januar 2012

Pinacoladamousse

Fredag den 24/2-2012: Har foretaget ændringer og tilføjelser til opskriften.


Portionen giver ca. 2 lag i Ø16 cm kage.

1 dl kokosmælk
2,5 dl piskefløde
0,5 dl ananassaft
100 g ananas fra dåse
60 g sukker
1-2 tsk vanillesukker
4 blade husblas

1 spsk citronsaft

Udblød husblassen i koldt vand i ca. 10 min.

Blend ananassen.

Kokosmælk, piskefløde, ananassaft, ananas, sukker og vanille koges let i ca. 3 minutter.

Tag husblassen op og kram vandet af. Smelt husblassen over vandbad med citronsaft.
Rør husblassen i den varme flødeblanding.

Hæld flødeblandingen i en skål e.lign. - dæk af med husholdningsfilm. Filmen skal helt ned og røre ved flødeblandingen.

Stil på køl i minimun 8 timer - men gerne til dagen efter.

Pisk cremen op.



Skær evt. nogle små ananastern og fordel oven på kagelaget. Det giver lidt mere "bid" til cremen. ;o)

Cremen kan fryses.

torsdag den 19. januar 2012

Mangomousse

Opskriften er fundet i et kageforum

3 blade husblas
500 g mango (ca. 1,5 stk.)
75 g sukker
Saften af 2 limefrugter
1,5 dl piskefløde
4-5 stk. passionsfrugter

Udblød husblassen i koldt vand i ca. 10 min.

Skræl mangoen, skær kødet fra stenen. Blend mangokødet med sukker og limesaft.

Pisk fløden til en let flødeskum.

Tag husblassen op af vandet og med det vand, der hænger ved, smeltes husblassen over vandbad.

Rør ca. 2 dl af den bledende mangoblanding godt sammen med den smeltede husblas. Røres i den resterende mangoblanding.

Vend forsigtigt fløden i mangoblandingen.

Stilles på køl minimum 4 timer - men gerne til dagen efter.

Jeg kommer moussen i en frysepose. Når den skal bruges, klippes et hul i posens ene hjørne, så er moussen nem at sprøjte ud/fordele på kagelaget. ;o)

Fjern kernerne fra passionsfrugterne og fordel det over mangomoussen, når den er lagt i kagen.

Bananmousse

Opskriften er fundet i et kageforum

4 æggeblommer, pasteuriserede
100 g sukker
4 mellemstore modne bananer
Saften af 1 citron
4 blade husblas
2 æggehvider, pasteuriserede

Udblød husblassen i koldt vand i ca. 10 min.

Pisk æggeblommer og sukker hvidt og luftigt.

Skæl bananerne og mos dem (eller blend) med citronsaft. Rør bananmosen i æggeblandingen.

Kram vandet af husblassen og smelt over vandbad, afkøles let.

Bland 1 spsk af af bananblandingen med husblassen, hvorefter det piskes i bananblandingen.

Pisk æggehviderne stive og vend det i bananblandingen.

Stilles på køl minimum nogle timer til den er stivnet - men gerne til dagen efter.

Jeg kommer moussen i en frysepose. Når den skal bruges, klippes et hul i posens ene hjørne, så er moussen nem at trykke ud og fordele på kagelaget. ;o)



Pæremousse

6 blade husblas
250 g pærepuré (pære fra dåse)
3 spsk citronsaft
2 pasteuriserede æggehvider
1/2 dl sukker*
1 tsk vanillesukker
1 dl piskefløde

* Smager pærepuréen sødt nok i sig selv, så undlad lidt af sukkeret.

Udblød husblassen i koldt vand i ca. 10 min.

Blend pærerne, rør vanillesukker i.

Tag husblassen op og "kram" dem fri for vand. Smeltes med citronsaften over vandbad. Rør 1-2 tsk af pærepuréen i husblassen og rør det i resten af pærepuréen.

Pisk æggehvider og sukker stift. Vendes i pærepuréen. Pisk fløden og vend den i pæreblandingen.

Stilles på køl minimum nogle timer - men gerne til dagen efter.

Jeg kommer moussen i en frysepose. Når den skal bruges, klippes et hul i posens ene hjørne, så er moussen nem at trykke ud og fordele på kagelaget. ;o)

Generelt synes jeg ikke at pærer smager af så meget,
så moussen får heller ikke en kraftig pæresmag.
For lidt mere smag, kan man evt. tilsætte mere pærepuré
- men husk så også at komme lidt mere husblas i. ;o)

Man kan også anvende pæresaften i kagen/bundende for lidt mere pæresmag.

Ananasmousse

5 blade husblas
250 g ananaspuré (ananas fra dåse)
3 spsk citronsaft
2 pasteuriserede æggehvider
1/2 dl sukker
1 tsk vanillesukker
1 dl piskefløde

Du kan også anvende fersken i stedet for ananas
- eller en kombination af begge

Udblød husblassen i koldt vand i ca. 10 min.

Blend ananasskiverne (eller ternene), rør vanillesukker i.

Tag husblassen op og "kram" dem fri for vand. Smeltes med citronsaften over vandbad. Rør 1-2 tsk af ananaspuréen i husblassen og rør det i resten af ananaspuréen.

Pisk æggehvider og sukker stift. Vendes i ananaspuréen. Pisk fløden og vend den i ananasblandingen.

Stilles på køl minimum nogle timer - men gerne til dagen efter.

Jeg kommer moussen i en frysepose. Når den skal bruges, klippes et hul i posens ene hjørne, så er moussen nem at trykke ud og fordele på kagelaget. ;o)

onsdag den 21. december 2011

Julet appelsinmousse

Portionen giver ca. 2 lag i Ø22 cm kage

2,5 dl piskefløde
0,2 tsk kanel
1 knivspids ingefær
1 knivspids kardemomme
12 hele nelliker
25 g flækkede mandler med hinde


Kog alle ingredienserne godt sammen. Si blandingen i en skål og læg husholdningsfilm over. Filmen skal helt ned og røre ved fløden. Stilles på køl min. 8 timer men gerne til dagen efter. Piskes til flødeskum (kan godt tage lidt tid).


Lav en appelsinsirup af

3 dl siet appelsinsaft (4-5 appelsiner)
150 g sukker

Koges ind til ca. halvdelen. Udblød 4-5 blade husblas (kram vandet af) og smelt i siruppen. Lad siruppen afkøle til stuetemperatur. (Må ikke kunne smelte flødeblandingen).

Pisk flødeblandingen op. Tag 1-2 spsk og rør i siruppen, hvorefter siruppen vendes med resten af flødeblandingen. Sæt på køl og lad stivne delvis.

2 dl fløde piskes stift (pas på ikke at overpiske, så det skiller). Vend flødeskummet i appelsin-/flødeblandingen. Sæt moussen på køl til den er helt stivnet.

Tip: Kom moussen i en frysepose. Klip et hul i det ene hjørne, så er det nemt at trykke ud, når det skal fordeles på kagelaget.

Appelsinmousse

Portionen giver ca. 2 lag i Ø22 cm kage

5 dl piskefløde
1,5 dl appelsinsaft* (ca. 2-3 appelsiner)
1-2 tsk reven appelsinskal (økologisk)
2 bg pasteuriserede æggehvider

50 g sukker
1 tsk vanillesukker

1 spsk citronsaft
4 blade husblas

* kan erstattes med appelsinsirup - udelad den revne appelsinskal

Opblød husblassen i koldt vand i 10 minutter.

Pisk fløden og vanillesukker stift. Vend flødeskummet med appelsinsaft og appelsinskal. Sæt på køl og lad næsten stivne. Alternativt sæt i fryseren i ca. 10 minutter.

Pisk æg og sukker hvidt og luftigt.

Tag husblassen op af vandet og kram vandet af. Smelt husblassen med citronsaft over vandbad. Lad afkøle let.

Tag 2 spsk appelsinskum og rør i den smeltede husblas. Vend det med det øvrige appelsinskum. Vend æggehviderne i appelsinskummet.

Sæt på køl nogle timer indtil moussen er stivnet - men gerne til dagen efter.

Tip: Kom moussen i en frysepose. Klip et hul i det ene hjørne, så er det nemt at trykke ud, når det skal fordeles på kagelaget.

Se evt. også opskrift på "luksus versionen" (erstat lime med appelsin) og "julet appelsinmousse".