Viser opslag med etiketten Diverse opskrifter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Diverse opskrifter. Vis alle opslag

mandag den 4. februar 2013

Vanilleekstrakt

Ekstrakten på billedet er nylavet og derfor helt klar i farven.
Allerede efter 1 døgn begynder den at tage farve og blive lidt "uklar". ;o)

Jeg anvender en del vanillestænger, vanillesukker og vanilleessens - især til bagværket. Jeg har derfor fremstillet min egen vanilleekstrakt. Den er meget enkel at lave.

3 vanillestænger (gerne af god kvalitet)
2-2,5 dl vodka
1 glas (eller flaske) med tætsluttende låg

Hvis man ønsker en sød eftersmag, kan der tilsættes rørsukker. Da ekstrakten hovedsagligt er tiltænkt som anvendelse i bagværk, så er tilsætning af sukker ikke nødvendig. ;o)

Klip vanillestængerne op på langs - stop et par centimeter fra den ene ende. Læg de opklippede vanillestænger i glasset og fyld vodka over. Vanillestængerne skal være dækket af vodkaen.

Lad ekstrakten stå og trække et mørkt og let køligt sted de næste par måneder (eller mere). I starten skal glasset dagligt rystes godt.

Når vanilleekstrakten har trukket længe nok, skal den lige rystes (hver gang) inden anvendelse.

Tager man lidt af vanilleekstrakten, kan man evt. påfylde tilsvarende mændge vodka og igen ryste godt. Ind imellem kan man også tilsætte eller udskifte en vanillestang.

Vanilleekstrakten opbevares mørkt og let køligt - og kan holde i årevis.

-------------------------------------
Webshop: www.momsesunivers.dk

fredag den 6. april 2012

Momses Cake Balls (eller Pops)

Skal besøge min ældste datter i morgen. For et par dage siden nævnte hun for mig i telefonen, at hun havde set nogle cake pops, og at hun godt kunne tænke sig at smage dem. Jeg tog derfor nogle kagerester op af fryseren i går aftes. I dag har jeg så lavet CAKE BALLS til hende. :o) Syntes nemlig de er nemmest at transportere på denne måde - altså som balls og ikke som pops. ;o)

Cake Balls = uden pinde ;o)
Jeg har lavet denne kageblanding, der giver
20 cake balls (uden pind) eller 20 cake pops (på pind):

350-400 g chokoladekagerester
154 g Oreos (= 1 pk)
100-200 g flødeost naturel
130 g flormelis
1 tsk vanillesukker
2 tsk citronsaft

200 g chokolade til overtræk*
20 stk. (slikke)pinde - hvis det skal være pops ;o)

*Der kan anvendes almindelig overtrækschokolade. Chokoladen kan gøres lidt tyndere ved at tilsætte en lille smule kakaofedt eller Palmin.

Chokoladekagerester
Kageresterne smuldres. Hak Oreos fint, jeg anvender en minihakker.


Bland kagerester og Oreos. Tilsæt vanillesukker, flormelis, flødeost og citronsaft og rør det godt sammen til en ensartet masse. Jeg rører det på køkkenmaskinen med K-spaden.


Form 20 kugler ca. på størrelse med en golfbold. Stilles på køl i 20-30 min.


Smelt chokolade over vandbad.

Her er smeltet 100 g lys/mørk og 100 g hvid chokolade.
Dyp kagekuglerne i chokoladen.

Hvis du anvender en slikkepind, skal pinden dyppes i chokoladen først, hvorefter den stikkes i kagekuglen, så den sidder fast. Dyp derefter hele kuglen i chokoladen (også gerne lidt op på pinden).

Pynt f.eks. med krymmel, kulørt perlesukker o.lign. Der kan også dekoreres med fondant.

Cake Pop = på pind
Balls lægges på bagepapir, mens chokoladen størkner. Pops sættes i et stykke flamingo, et glas med sukker eller hvad man nu lige har/kan finde på. ;o)

fredag den 24. februar 2012

Karameliserede mandler


40 g mandler (uden hinde - hasselnødder kan også anvendes)
1/2 dl farin (rørsukker e.lign. kan også anvendes)
20 g smør

Hæld kogende vand over mandlerne.


Smut mandlerne (= fjern hinden). Lad mandlerne tørre - dup dem tørre med køkkenrulle.


Smelt farin (her er anvendt mørk) og smør i en gryde eller på en pande. Pas på den ikke bliver sort.


Vend mandlerne i karamellen - rist dem under omrøring i nogle minutter.


Tag mandlerne op og læg dem på et stykke bagepapir oven på bagerist. Afkøl - lad karamellen størkne.


Se opskrift på brændte mandler med flormelis her.

-------------------------------------
Webshop: www.momsesunivers.dk

lørdag den 28. januar 2012

Selvhævende mel

Til nogle opskrifter skal anvendes selvhævende mel.

Selvhævende mel blandes af flg.

215 g mel
2,5 tsk bagepulver
0,5 tsk fint salt

Bland ingredienserne sammen.

lørdag den 10. december 2011

Rice Krispies Treats, RKT


Rice Krispies er et morgenmads produkt fra Kellogg's


Rice Krispies Treats - også kaldet RKT

Bruges som "snyde-fyld" (i stedet for kage) til større dele, når der formes - og elementerne ikke må blive for tunge.


250 g skumfiduser (skåret i små stykker)
100 g smør
175 g Rice Krispies

Skumfiduserne smeltes i smøret. Tilsæt Rice Krispies. Lad det køle lidt af og så kan du forme det, som du ønsker.

Brug evt. engangshandsker, da det klistrer temmelig meget. Smør handskerne ind i olie, det kan afhjælpe at RKT'en ikke sætter sig fast i handskerne.


Her kan du også se en opskrift på RKT.
Iflg. denne kan RKT holde sig i 6 uger i fryseren.

torsdag den 8. december 2011

Lakering af fondant

Hvis man ønsker en blank overflade på fondanten, kan følgende anvendes til at smøre/pensle med:

2-3 dele vodka og

1 del honning blandes.

Eller 1 spsk vodka og

1 tsk glukosesirup
Blandes og varmes i microovnen.
Alternativt kan man købe en lakspray (edible glaze spray). Glaze tørrer efterfølgende fuldstændig op.

lørdag den 3. december 2011

Appelsinsirup

Appelsiner er én af de dufte, jeg forbinder med jul. Synes derfor der bør laves ét eller andet med appelsiner. Bl.a. denne skønne velduftende og velsmagende appelsinsirup. :o)

Anvendte saften fra 8 appelsiner (ca. 4,5 dl) og tilsatte lige lidt over 2 dl sukker.

Kom ingredienserne i en kasserolle og kog blandingen til der er ca. halvdelen tilbage. Det tager omkring 45 min. til 1 time.

Køl af.

Lav evt. en mindre portion, hvis du ikke har brug for den mængde opskriften giver.

Kan bl.a. bruges som ingrediens til en lækker appelsinmousse... uhm. ;o)




Citron-koncentrat

Pres saften ud af 2 citroner.

Kog saften ind til der kun er en lille smule tilbage.
Pas på at saften ikke brænder på undervejs.

Afkøl.

Kulørt perlesukker



Kom lidt perlesukker i en frysepose. Tilsæt LIDT pastafarve, der kan altid tilsættes mere, hvis det ønskes. Kom dog ikke mere farve i end sukkeret kan opsuge, da afsmitning så kan forekomme.

Derefter "æltes" posen mellem hænderne, så pastafarven fordeles i perlesukkeret.



Bliv ved med at "ælte" indtil farven er helt og jævnt fordelt i alt sukkeret.

Lad sukkeret (luft)tørre minimum 1 døgn inden anvendelse.


Perlesukker med og uden kulør kan f.eks. anvendes som pynt/drys på cupcakes, cake pops samt meget andet.

-------------------------------------
Webshop: www.momsesunivers.dk

onsdag den 30. november 2011

Tyloselim

En super (og spiselig) lim, der bl.a. kan bruges i forbindelse med fondant blomster, dekorationer m.v.

Man kan sagtens bruge alm. vand (en vandpensel er et super redskab) til at lime f.eks. elementer i fondant sammen med. MEN vandet er desværre ikke altid lige effektivt i alle tilfælde. Pasteuriseret æggehvide eller RI kan også anvendes som lim. RI er især rigtig godt, hvis det er helt tørre fondant elementer, der skal limes sammen.

Tyloselim kan købes "klar-til-brug", eller man kan blande den selv.

Sådan laves tyloselim
1/2 tsk tylosepulver*

Ca. 1/2 dl kogt vand ("lige over 1/2 dl-stregen")

Pisk/rør godt og grundigt når du blander pulveret i det kogte vand (det gelérer omgående og kraftigt). Ved kraftig omrøring/piskning kan man undgå, at det klumper. (Jeg anvender en stavblender). Skulle der komme lidt klumper, så betyder det ikke noget. Stil i køleskabet i 5-6 timer, og det er klart til brug. Skulle limen være blevet for tyk, så kan der sagtens røres lidt kogt vand i.

Opbevar limen i lukket beholder i køleskabet.

Jeg bruger et lille glas med låg til min hjemmelavede tyloselim. Rengør og skolder glas og låg. Skyller derefter med Atamon opløsning + tilsætter nogle dråber Atamon til selve limen. - Læs evt. bag på Atamonflasken om "hvordan og hvorledes". ;o)

Holdbarheden på limen forlænges yderligere ved at undgå urenheder. Hæld lidt af limen på f.eks. en tallerken, i et snapseglas eller på et stykke alufolie. Kom det IKKE tilbage i beholderen efter brug.

Man kan sagtens se, når tyloselimen ikke kan anvendes mere; den bliver uklar og der kan forekomme "hvidlige plamager". Kassér den - og lav en ny portion. Husk grundig rengøring og skoldning af beholderen inden anvendelse til ny portion.

Min hjemmelavede tyloselim holder gerne flere måneder. :o)

*Tylosepulver; der findes mange mærker (og betegnelser) for dette pulver.

Tylosepulveret anvendes også til at blande/ælte i fondanten
for at få større smidighed og hurtigere tørring.
Vand tilsat en lille smule tylosepulver, hvor der opløses en lille klump (ærtstørrelse) fondant i (lad stå lidt og rør derefter op) er også en rigtig god lim.

mandag den 28. november 2011

Brændte mandler

Jeg ELSKER brændte mandler! De er desværre bare ikke altid tilgængelige, når lysten overmander en, så hvorfor ikke lave dem selv. :o)

250 g mandler
250 g flormelis eller sukker
1 dl vand

Begynd med at pensle en bageplade med lidt salatolie.

Mandlerne "nulres" fri for støv i et viskestykke.

Kom mandlerne i en gryde sammen med flormelis og vand og bring det i kog. Rør om og kog ved svag varme til hele massen bliver tør og grålig.

Dæmp varmen og fortsæt med kogningen til flormelissen smelter og massen bliver flydende og mandlerne blanke.

Hæld omgående mandlerne ud på bagepladen og pil dem fra hinanden med to gafler. Vær forsigtig karamellen er meget varm.

Afkøles og opbevares i glas med låg.


Se evt. også opskrift for karameliserede mandler her.

søndag den 27. november 2011

Pyntegelé

Hjemmelavet pyntegelé / Homemade Piping Gel

Bruges til bl.a. at lave vand og regndråber på f.eks. blomster og blade

3 blade husblas
1 lille spsk koldt vand
2,4 dl glukose (eller glukosesirup*)

Portionen giver ca. 1,5 dl pyntegelé

Udblød husblassen i koldt vand ca. 10 min. "Kram" vandet af og kom bladene i en gryde sammen med koldt vand. Varm "forsigtigt" indtil husblassen er smeltet - MÅ IKKE KOGE. Tilsæt glukose lidt ad gangen og varm godt igennem.

"Skum" geléen så den ikke bliver "grumset", når den er kølet ned.
Køl - og opbevar geléen i køleskab. Kan holde sig i op til 3 mdr.

Lad gelén stå 4-6 timer, gerne til dagen efter, inden anvendelse. Alternativt kan geléen sættes i fryseren for en kort stund, hvorefter den er klar til anvendelse.

Tilsæt pastafarve(r) efter ønske.


Lav altid en test inden du anvender nye opskrifter - og regulér evt. lidt i opskriften, så den tilpasses dit formål/ønske. (Hvis du anvender glukosesirup så tilsæt evt. nogle ekstra blade husblas, hvis du ønsker den tykkere).

*Glukose (= corn syrup) og glukosesirup er ikke 100% det samme. Bemærk glukosesirup er mere tyndtflydende, men et alternativ, der er nemmere (og lidt billigere) at anskaffe, da den kan købes i mange varehuse/supermarkeder. ;o)

Smøring af bageform

Har fået dette gode tip til "smørelse"

1 del Palmin
1 del mel
1/2 del olie

F.eks. 10 g Palmin + 10 g mel + 5 g olie
= giver rigeligt til at smøre Ø22 cm form

Smelt Palminen i microbølgeovnen. Bland det med olie og mel.
Smør bageformen.

Har med succes anvendt denne blanding - synes kagen nemt "slipper" formen.