fredag den 11. maj 2012

Babysko a la Converse

Har fået nogle forespørgsler på denne vejledning. :o)

Tog derfor en rask beslutning (uden nærmere overvejelse) i går aftes og lavede en hurtig babysko - det blev kun til én sko. ;o) Fik også påbegyndt vejledningen, som faktisk tager noget længere tid at lave end selve skoen. ;o)

Måske gik det lidt for hurtigt med at lave skoen - fik limet stroppen forkert på. ;o)
Har ændret lidt i den oprindelige skabelon af "stellastarchild". Bl.a. har jeg lavet "bagstykket" i ét helt stykke, kortet lidt af stroppen og forlænget den lange strimmel/kant, der sidder i bunden af skoen. Mål evt. sko og strimmel inden den skæres ud.


Her kan ses, hvad der er anvendt for at lave skoen.


Silikoneunderlag, Sugarcraft Gun inkl. disk, pastafarve, Petal Base,
tylosepulver, rullepind, kniv, vandpensel, Quilting hjul,
tylle(spids) og/eller "spids" pind, skumvaskeklud, fødevarepen
samt fondant (3 sidstnævnte ting ses ikke på billedet). ;o)

Sådan laves babyskoen (a la Converse)
Der er tilsat tylosepulver til fondanten. En købt gumpaste er også ideelt.

Jeg har valgt at lave skoen, så sålen måler 7 cm i længden. "Stofdelen" på skoen, har jeg valgt at lave i meleret blå, så den får et jeans/cowboystof udseende. ;o)

Når jeg modellerer smører jeg underlaget og evt. også hænderne med en lille bitte smule Petal Base (vegetabilsk fedt), så undgår jeg, at tingene evt. klistrer fast. Men jeg er også helt fri for at duste med Maizena og evt. få et "melet" udseende på tingene.

Udrul fondanten (ikke for tyndt) og skær alle delene ud efter skabelon. Jeg har valgt blå (meleret) til "stofdelene" og hvid til "gummidelene".


Lim (her er anvendt vandpensel) den hvide (gummi)snude på "overlæderet".


Lim dette forstykke på langs kanten af sålen fortil. Her er anvendt en skumvaskeklud til at støtte så forstykket ikke falder sammen.


Der laves syninger med Quilting wheel (hjulet) på det et kombinerede bag-/og sidestykke. Lav sygningerne som på skabelonen.


Lav snørebåndshuller med en tylle eller spidst redskab.


Lim bag-/sidestykket på langs sålens kant.



Tag den mellemste strimmel (= gummikant) og lav en syning med Quilting hjulet som på skabelonen.

Forrest på skoen limes strimlen på langs kanten af sålen. Hvordan strimlen vendes er afhængig af om syningen skal være øverst eller nederst på kanten. Min er nederst, hvis jeg skal lave skoen igen, vil jeg vende strimlen, så syningen er øverst. ;o)

Ifølge "stellastarchilds" billede limes denne strimmel på først,
MEN så ligner den ikke virkelighedens originale sko helt. ;o)
En anden gang vil jeg derfor lime den bagerste strimmel på først.
Tag den længste stimmel og lav igen en syning med Quilting hjulet som på skabelonen.

På skabelonen ses en gennemgående streg over den stiplede streg. Denne gennemgående streg kan evt. tegnes/males op med f.eks. en fødevaretusch. Det er nemmest at tegne på fondanten, når den er tør.


Strimlen limes på bag-/sidestyket langs kanten af sålen. Denne stimmel skal lige gå lidt ind over den først påsatte strimmel.

Har ikke tegnet/malet en kulørt streg på den bagerste og længste strimmel,
da jeg ikke lige havde tid til at vente på at fondanten tørrede. ;o)

Til "Converse All Star" mærket trilles en lille kugle, der trykkes til en flad cirkel.


Lim cirklen på den invendige side af skoen. Når cirklen er tør tegnes med f.eks. fødevarepen en stjerne og der skrives "CONVERSE" øverst og "ALL STAR" nederst.

Denne cirkel kan sagtens undlades. Man kan f.eks. limes et lille hjerte eller en blomst på udvendig side af skoen i stedet for. Skoen er også rigtig sød uden noget. :o)


Igen havde jeg ikke tid til at vente på at fondanten tørrede,
så jeg har bare indsat en stjerne i cirklen. ;o)
Så skal stroppen laves.  Endnu en gang laves en syning med Quilting hjulet som på skabelonen.


Stroppen foldes sammen - det ene stykke skal være lidt længere end det andet. HUSK at lime stroppen på UDVENDIG af skoen. ;o)

Lim ikke stroppen på som vist på billedet,
da jeg ved en fejl limede den på både ud- og indvendig. :o(
Men sådan kan det jo gå, når man skal skynde sig. ;o)
Med en sugarcraft gun laves snørebånd. Til info er snørebåndene "flade" på de originale Converse sko. ;o)

Vælg disk efter om det skal være "flade" eller "runde" snørebånd.
HVIS fondanten er lidt træg/svær at trykke ud,
så tilsæt LIDT Petal base (eller Palmin), så bliver fondanten blødgjort.
Pres fondanten ud. Som det ses, valgte jeg at lave "runde" snørebånd.



Sæt snørebåndene i skoen, som hvis det havde været en rigtig sko. ;o) Bind evt. også en lille sløjfe.

Min tid var "udløbet", så jeg valgte at korte snørebåndene af
og lade dem hænge ubundet ned fra skoen. ;o)

Webshop: www.momsesunivers.dk

7 kommentarer:

  1. Sikke en fin vejledning. Den vil jeg bestemt prøve. Men hvad har du bedst erfaring med at lave dem i? MMF, med uden tyllose eller gumpaste?

    SvarSlet
    Svar
    1. MMF (eller færdigkøbt fondant) tilsat tylosepulver.

      Slet
  2. Hej momse.

    Hvor jeg dog elsker din flotte hjemmeside.
    Du har nogle rigtige gode "how to" instruktioner.
    Er specielt vild med dit baby tema, da jeg står og skal lave en dåbskage til en lille pige.
    God Pinse :O)

    Mvh. Maria

    SvarSlet
  3. Tusind tak for en flot hjemmeside.. Hvor er du dygtig

    SvarSlet
  4. Vil printe skabelonen ud men hvor store bliver skoene?

    SvarSlet
    Svar
    1. Som skrevet i indlægget, måler sålen 7 cm.
      Du kan dog vælge at printe i anden størrelse, hvis du ønsker det. :)

      Slet